Diplomer

Hvert år på Furesø By og Lands ordinære generalforsamling uddeler foreningen diplom til en eller flere bygninger som en påskønnelse af veludført håndværksmæssig renovering eller for original nybygning.

Farum den 24. januar 2018.


Principper for uddeling af foreningens diplom for god byggeskik.


Denne aktivitet er forankret i § 2 stk. 5 i foreningens vedtægter og har ifølge foreliggende dokumentation været aktivt anvendt af bestyrelsen siden 1975.

På sit møde den 6. december 2017 besluttede bestyrelsen at nedskrive principperne, som gennem årene har været lagt til grund ved de årlige diplomtildelinger.


Følgende kan anføres herom:


Ældre bygninger.

Der skal være tale om en bygning, som har været underkastet en gennemgribende udvendig renovering, idet det helt overvejende er bygningens udvendige fremtoning, der er afgørende for om diplom kan komme på tale.

Projektet forventes gennemført indenfor de seneste 36 måneder og som loyalt respekterer bygningens oprindelige anvendelse og arkitektur. Det gælder navnlig valg af materialer, farver og løsningsforslag, der som udgangspunkt skal være historisk og håndværksmæssigt fagligt funderet.

Tilsvarende betragtninger lægges til grund ved vurderingen af en til- og ombygning til en eksisterende ældre bygning.


Nye bygninger.

Nybygninger kan tildeles diplom, hvis der er tale om et projekt, som på en unik markant måde repræsenterer arkitektur af høj kvalitet baseret på originale løsninger, der bryder med traditionelt byggeri.


Myndighedsdokumentation.

De formelle krav til projektet indebærer, at myndighedskrav, der skal foreligge ved projektets opstart er indhentet og at der foreligger ibrugtagningstilladelse eller lignende på tidspunktet for tildeling af diplom.


Højnelse af områdets kvalitet.

Bygninger, som ikke selvstændigt opfylder betingelserne for tildeling af et diplom ifølge nr. 1 og 2, kan ved at bidrage til et kvalitativt løft af området, hvori bygningen er beliggende i kraft heraf, kvalificere til  tildeling af et diplom. Bygningens kvaliteter, som begrunder en sådan tildeling skal være markante og alment accepterede.


Betydningen af tidligere tildelt diplom.

Der stilles strenge krav til et renoverings- eller ombygningsprojekt, hvis dette skal danne grundlag for tildeling af et diplom til en bygning, som tidligere er tildelt diplom.


Udhuse, garager og carporte

Sådanne tilbygninger kan selvstændigt kvalificere til tildeling af et diplom, hvis projektet kan siges at opfylde kriterierne beskrevet under nr. 1, 2 og 4. I disse tilfælde stilles de samme skærpede krav som er omtalt under nr. 4 om, at bygningens kvaliteter, som begrunder tildelingen, skal være markante og alment accepterede.


Immaterielle projekter

En byplan, et byggeprojekt for et givet område, en designmanual, et koncept for skiltning og en omfattende historisk bygningsbeskrivelse. Diplom kan i ganske særlige tilfælde tildeles til ophavsmanden / -kvinden for et sådant projekt.


Personlig mangeårig professionel indsats.

I ganske særlige tilfælde kan en arkitekt, en byplanlægger og lignende tildeles et diplom for en mangeårig markant professionel indsats i Furesø Kommune.


Æresdiplom.

En hel  usædvanlig mangeårig personlig indsats indenfor bygningsbevarelse og unikke bygninger, som i særlig grad medvirker til at markere og forskønne arkitekturen i Furesø kommune kan begrunde tildeling af Æresdiplom. Eksempler herpå er renoveringen m.v. af Farumgård med den tilhørende barokhave i 2002, Solvangskolen i 2004 og Stavnsholt Kirke i 2005.


Betydningen af tildeling af et diplom.

Et tildelt diplom overrækkes modtageren ved et arrangement forud for foreningens årlige generalforsamling i marts måned. På foreningens hjemmeside offentliggøres løbende tildelte diplomer med begrundelse og billede. Tildeling af diplomer til ejere af bygninger har siden 2015 sammen med diplomet fået en messingplade med foreningens logo og årstal til montering på bygningen.